Russisk atletik suspenderet efter “sabotage af OL 2012”

Russisk atletik suspenderet efter “sabotage af OL 2012”

november 16, 2015 Slået fra Af admin

For 7 dage siden fremlagde WADA beviser for systematisk doping blandt russiske atleter, men nye afsløringer bliver ved med at løfte sløret for skandalens omfang. Efter et hastemøde i fredags har et enstemmig internationalt atletikforbund valgt at sende russisk atletik i et ydmygende eksil.

Verdens største land er blevet ramt af verdens største dopingskandale!

I fredags blev det russiske atletikforbund suspenderet midlertidigt fra alle internationale atletikbegivenheder, herunder OL, efter et hastemøde i IAAF. Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Den hurtige beslutning blev taget, efter det er kommet frem i den uafhængige rapport fra WADA, at den russiske stat har fået destrueret 67 dopingprøver fra bl.a. OL i London 2012 og dermed saboteret de olympiske lege. 

67 dopingprøver destrueret fra verdens fremmeste anti-doping laboratorium

I sidste uges indlæg kunne du læse, at et anti-doping laboratorium i Moskva havde destrueret 1417 dopingprøver før et planlagt besøg fra det internationale dopingagentur, WADA.

Men faktisk blev 67 dopingprøver fra et anti-doping laboratorium i Lausanne også skaffet af vejen efter legene i 2012. Det virker umiddelbart som en mindre forseelse, men det er faktisk værre – meget værre. I modsætning til laboratoriet i Moskva har laboratoriet i Lausanne nemlig fået en “guldmedalje”, når det kommer til anti-doping arbejdet.

Laboratoriet er Den Olympiske Komites, IOC, foretrukne laboratorium, når det kommer til at opbevare dopingprøver fra OL; det er det laboratorium, som både IOC og FIFA tyr til, når de skal dopingteste under hhv. OL og VM i fodbold, og det er ikke mindst det laboratorium, som alle forbund sender dopingprøver til, hvis de ikke tror, de er blevet undersøgt ordentligt andetsteds.

Derfor har det sendt chokbølger gennem ikke bare atletikverden, men hele sportsverden, at der er blevet destrueret 67 dopingprøver fra russiske atleter i netop dette laboratorium. The Telegraph skriver, at laboratoriet modtog bestikkelse fra Rusland som betaling for at destruere prøverne.

Hvor mange penge der er tale om, og helt præcist hvorledes prøverne blev destrueret, er stadigvæk uklart, men bliver undersøgt af WADA

 

IAAF arbejder på at gøre suspenderingen permanent

Der er ikke sat noget tidsperspektiv på suspenderingen, og IAAF arbejder i øjeblikket i samarbejde med WADA på at indsamle tilstrækkeligt med bevismateriale til at gøre suspenderingen permanent for en tidsbestemt periode.

IAAF kræver, at Rusland skal leve op til en lang række kriterier i antidopingarbejdet, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme ind i varmen igen. WADA har bl.a. informeret IAAF, at det russiske atletikforbund ikke lever op til WADA’s regler, og derfor kan suspenderingen først hæves, når Rusland igen lever op til WADAs anti-doping procedurer.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har givet udtryk for, at han vil samarbejde tæt med WADA om at finde en løsning på problemet. Han vil bl.a. sætte en intern russisk undersøgelse i gang og om nødvendigt retsforfølge de ansvarlige. Et kontroludvalg fra IAAF er derfor blevet udpeget til at følge udviklingen i russisk atletik.

Til spørgsmålet om Rusland misser OL 2016, sagde den russiske sportsminister Vitaly Mutko dette:

“Vi misser måske en eller to konkurrencer, men atleter med en ren samvittighed misser OL eller VM, ville være hjernedødt”.

 

Måske, måske ikke, kommer vi til at se Rusland til internationale konkurrencer i 2016…